Økonomi

Bevidst og ansvarlig økonomi

Økonomisk bevidsthed og ansvarlighed er forudsætninger for at have et økonomisk råderum, hvilket er afgørende for, at vi kan træffe langsigtede og holdbare beslutninger. Det er en del af den økonomiske ansvarlighed at have fokus på de langsigtede konsekvenser af de kommunale udgifter. Derfor må udgifter til forebyggende indsatser og til investeringer, der på længere sigt formindsker driftsudgifterne, prioriteres højt.

Selv om Kalundborg Kommune for øjeblikket har en god økonomi, er det økonomiske råderum ikke ubegrænset. De årlige kommuneaftaler mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening (KL) lægger nogle snævre rammer for kommunernes økonomi (både mht. skatteprocent, driftsudgifter og anlægsudgifter). Men det er vigtigt, at vi udnytter det økonomiske råderum. Vi er i princippet ikke for, at skatteprocenten sænkes. Vi foretrækker at give så megen velfærd som muligt til dem, der har brug for det, frem for at give skattelettelser, som især er til gavn for de velstillede.

Vi vil arbejde for

  • at få flere til at bosætte sig i Kalundborg Kommune
  • at det bliver mere attraktivt at etablere og drive virksomhed i kommunen
  • at udlicitering begrænses – især på velfærdssamfundets kerneområder (pasning og pleje af børn, syge og ældre). Hvis udlicitering – på grund af lov- og bekendtgørelseskrav – ikke kan undgås, vil vi lægge vægt på, at arbejdet udføres på anerkendte danske løn- og arbejdsvilkår, at der tages hensyn til miljø og arbejdsmiljø, og at kommunale enheder får mulighed for selv at byde på opgaverne.
  • at der i udbudskontrakter indsættes arbejdsklausuler (herunder bestemmelser om kædeansvar), uddannelsesklausuler og sociale klausuler
  • at have en stram styring af budgettet og bruge metoder og værktøjer, som hurtigt slår alarm, hvis det begynder at skride
  • at kontrollere, at de politiske beslutninger faktisk føres ud i livet af forvaltningen.

Forvaltningen

Kommunalbestyrelsens opgave er at udvikle visioner og fastlægge mål. Forvaltningens opgave er at føre kommunalbestyrelsens visioner og mål ud i livet og at sørge for, at kommunalbestyrelsen har det bedste grundlag at træffe deres beslutninger på. Kommunalbestyrelsen skal ikke sagsbehandle, og forvaltningen skal ikke politisere.

Vi vil arbejde for

  • at flere overordnede beslutningsprocesser begynder på det politiske niveau, inden forvaltningen udarbejder forslag til beslutning
  • at det beslutningsgrundlag, forvaltningen udarbejder, bliver mere fuldstændigt
  • at der så vidt muligt foreligger flere beslutningsforslag, når politikerne skal træffe deres beslutning.

Ledelse og medarbejdere

En kommune fungerer kun godt, hvis de mennesker, der skal føre politikernes visioner og mål ud i livet, er veluddannede og trives i deres job. Kun derved kan borgerne få den bedste service. Og kun derved kan medarbejderne give børn, syge og ældre den tryghed og trivsel, de har krav på.

Vi vil arbejde for

  • at forvaltningen er præget af en “flad” organisationsstruktur
  • at medarbejderne får mulighed for – og er parate til – at tage et ansvar
  • at medarbejderne motiveres til at komme med forslag og ideer til opgavernes løsning
  • at medarbejderne inddrages ved større udviklingsprojekter
  • at afdelinger og forvaltninger koordinerer på tværs med henblik på at optimere indsatsen
  • at der iværksættes forebyggende initiativer for at nedbringe sygefraværet og fastholde de kommunalt ansatte
  • at medarbejderne har mulighed for at udvikle sig, så de trives og oplever arbejdsglæde
  • at kommunens personalepolitik kan tiltrække og fastholde velkvalificerede medarbejdere
  • at der afsættes de nødvendige midler til opkvalificering og efteruddannelse
  • at ledelsen får den sparring og efteruddannelse, der er nødvendig for at kunne tilgodese ovenstående
  • at så mange personalerettede initiativer som muligt forankres i MED-systemet
  • at formindske brugen af ekstern konsulentbistand.

Borgerinddragelse

For os handler borgerinddragelse om reel medindflydelse. Det er vigtigt, at borgerne får information og indsigt, ligesom det er vigtigt, at kommune og kommunalbestyrelse kender borgernes ønsker og behov. Åben dialog skal være i højsædet.

Vi vil arbejde for

  • at borgerne bliver hørt og inddraget i væsentlige politiske beslutninger i kommunen. Et middel hertil kan være at nedsætte flere borgergrupper.
  • at større udviklingsprojekter bygger på borgernes aktive medvirken
  • at høringssvar fra borgerne tages alvorligt. Borgerne skal kunne se, at deres høringssvar er indgået i beslutningsprocessen.
  • at kommunikationen mellem borgere og kommunalbestyrelse er klar og tydelig.

Frivillighed

Et samfund uden frivillige er et fattigt samfund. Det handler om samfundsansvar og om at være der for andre. Både de frivillige og de, der får hjælp af de frivillige, har glæde af fællesskabet. Men det frivillige arbejde skal kun være et supplement og bygge oven på velfærdssamfundets ydelser.

Vi vil arbejde for

  • at de kommunale velfærdsopgaver i Kalundborg Kommune aldrig udelukkende baserer sig på frivilligt arbejde
  • at frivillige ikke varetager pasnings- og plejeopgaver
  • at frivillige ikke tager arbejde fra professionelle
  • at arbejde, der ellers ikke ville blive gjort, varetages af frivillige, når der er frivillige, der har tid og lyst til det
  • at kommunen understøtter det frivillige arbejde – bl.a. ved at kommunen følger op på de frivilliges opgaver.

Digitalisering

Det er vigtigt fortsat at udnytte de fordele, der er i digitalisering af arbejdsgange og kommunikation mellem borgere og offentlige myndigheder. Digitalisering er en rigtig god ide, så længe det sikres, at ingen hægtes af.

Vi vil arbejde for

  • at der fortsat etableres IT-kurser – enten i kommunalt regi eller af frivillige – for de borgere, der føler sig hægtet af den digitale udvikling
  • at borgere tilbydes hjælp til at gennemføre den digitale kommunikation med det offentlige
  • at de borgere, som ikke har den nødvendige IT-kompetence til at kommunikere digitalt, bliver godt hjulpet af de relevante kommunale medarbejdere.