Indlæg af Jonas Henriksen

Udvikling: Gørlev står overfor et byggeboom

I takt med at industrien udvider i og omkring Kalundborg by, så igangsættes der nye boligprojekter. Investorerne har fået øje på Gørlev, som ligger i smørhullet midt mellem Slagelse og Kalundborg. Investeringer for omkring 100 mio. kroner er på tegnebrættet.
Picture of Jonas Henriksen

Jonas Henriksen

Kommunalpolitiker i Kalundborg Kommune

Det er spændende, at sidde på forreste række (i Teknik- og Miljøudvalget) når nye boligprojekter offentliggøres. Torsdag den 8. juni skal jeg være med til at behandle endnu et projekt om opførelse af boliger – denne gang i Gørlev. Det er det tredje store byggeprojekt jeg er med til at behandle i Gørlev siden jeg blev en del af Teknik- og Miljøudvalget.

Hvorfor lige Gørlev?

Gørlev ligger midt mellem Slagelse og Kalundborg og det giver nogle unikke muligheder. Flere af de store sommerhusområder ved kysten har Gørlev som nærmeste handelsby – det er også grunden til, at der kan eksistere hele 4 dagligvareforretninger.

Aktive foreninger gør meget for byen. Torvedagene giver liv i byen hele sommeren – det samme gør det store Heste- og Kræmmermarked, der afholdes to gange om året. Lokalrådet har været medvirkende til etablering af ny legeplads, hundeskov og meget andet. Og nu har investorerne fået øjnene op.

Indkørsel til Gørlev fra Kirke Helsinge

Tre boligprojekter til en anslået værdi på over 100 mio. kroner

Jeg har boet i Gørlev de sidste 13 år. Jeg holder utrolig meget af byen og området – og jeg synes byens placering har nogle interessante udviklingsmuligheder. Derfor er jeg også rigtig glad for at se, at byggevirksomheder og investorer nu planlægger boligprojeker:

  • 26 boliger (tæt lav) på Roevej ved Netto
  • 54 boliger (tæt lav) på Florvænget – ny vej parallelt med Korsbækvej
  • 22 boliger i 1 og 2 plan på Ulstrupvej, hvor der tidligere var jernstøberi

Så i alt 102 boliger, der er under planlægning. Det bliver rigtig spændende!

Nu er det indtil videre kun planer, men alligevel er rådgiverne så langt med planerne, at de har bedt kommunen om at rette lokalplanerne, så deres projekter kan realiseres. Det er første skridt. Men hvorvidt planerne rent faktisk bliver ført ud i livet, det vil jeg spændt vente og se.

ScanEstate opfører 26 boliger på Roevej

Det lokale bygge- og udlejningsfirma ScanEstate har planer om at bygge 26 boliger ved Netto i Gørlev i et plan. Kommunen (politikerne) har godkendt planerne.

Boligerne kommer til at ligge på et areal, som tidligere var en del af Gørlev Sukkerfabriks roevask. ScanEstate har fjernet asfalten fra området, taget jordprøver mv. Virksomheden har meldt ud, at de starter byggeriet op efter sommerferien 2023.

Klik her for at læse mere om projektet

Florvænget etableres og der bygges 54 boliger

BoCon Projekt A/S har på vegne af ejer eller investor ansøgt kommunen om etablering af en ny vej i Gørlev kaldet Florvænget. Den skal løbe parallelt med Korsbækvej. Det er i dag et grønt rekreativt område med enkelte stier.

Der er ikke vedlagt visualiseringer af de boliger de ønsker at opføre, men plantegningen kan ses ved at klikke her.

Klik her for at læse om projektet.

Gammelt jernstøberi bliver til 22 moderne boliger

Dette projekt er det nyeste offentliggjorte projekt. Vær opmærksom på, at det endnu ikke er godkendt.

Det drejer sig om Ulstrupvej 26 i Gørlev. På adressen er i dag en stor og meget markant hvid bygning, som tidligere har huset et jernstøberi, bådbyggeri og autoværksted. Den er ikke bevaringsværdig og kan ikke umiddelbart laves om til boliger – derfor ønsker projektudvikler at rive bygningen ned.

Herefter skal der efter planen opføres 10 boliger på 115 m2 i to-plan og 12 boliger på 60 m2 i et-plan.

Administrationen anbefaler, at politikerne godkender planerne.

Klik her for at læse mere om planerne.

Hvad synes du om planerne?

Har du en holdning til ovenstående planer i Gørlev, så kommentér gerne nedenfor.

Ansvarligt budget uden serviceforringelser
Det glæder os at næsten hele kommunalbestyrelsen på trods af...
Styr på vedligehold af Nedre Halleby å
Konsekvenserne af den meget nedbør sidste vinter skal vi tage...
Skal vi stole på Miljøstyrelsen?
På et dialogmøde den 1. maj 2024 blev borgmesteren stillet...

3 Responses

  1. Sæt igang det lyder virkeligt godt for der mangler boliger i Gørlev

  2. Syntes efterhånden at alt grønt bliver plastret til med boliger og jo der skal ske udvikling men pas nu på vi ikke ender som endnu en by med en lille ghetto som ødelægger alt. Vi bor her jo for alt det grønne, markerne ellers havde vi jo søgt mod de større byer. Ikke ment at denne plan skræmmer mig men at gøre sig på at udvikle og udvikle skræmmer mig. Men måske er det sådan at man får lidt karriere.
    SÅ selvom du er jublende glad og stolt af dit arbejde SÅ er det ikke alle her der deler din begejstring. Lad os nu se om I kan leje dem ud til de priser som renten idag vil kræve.

    God dag. Mvh Peter

    1. Jeg forstår udmærket din bekymring 👍 Dog er Florvænget det eneste af de tre projekter, som udføres på arealer, der i dag er grønt område. Jeg ved at lokalrådet har planer om at lave et stort rekreativt naturområde mellem Slagelsevej, Florvænget og idrætsefterskolen – så der kommer god natur med mere biodiversitet. Du skriver “…om I kan leje dem ud”. Det er ikke kommunen, der skal leje dem ud. Det er et privat boligprojekt, så det er op til dem at vurdere. Jeg tror dog ikke 100 nye boliger er for meget i Gørlev. Boligselskabet har mange på venteliste og ScanEstate ser heller ikke ud til at have svært ved at leje deres ud. Så jeg er bestemt positiv overfor den udvikling vi oplever i Gørlev 🙂

Skriv en kommentar