Indlæg af Jonas Henriksen

Vi støtter op om oprettelsen af et handelsråd

Den seneste uges tid har der været mange skriverier i de lokale medier efter 2 butikker på Kordilgade offentliggjorde, at de lukker. Som mange andre, mener Kalundborg Listen også, at det nu er på tide at støtte op om handelslivet i Kalundborgs gågade.
Picture of Jonas Henriksen

Jonas Henriksen

Kommunalpolitiker i Kalundborg Kommune

Hvad er problemet med handelslivet?

Den største udfordring er, at for få mennesker vælger at besøge og handle i Kordilgades butikker. Det gør det svært at drive en forretning. Men hvem har ansvaret for det? Det er nemt at svare på: Ingen og alle!

Politiske muligheder for understøttelse af handelslivet

Det er svært, om ikke umuligt, for os politikere, at tage beslutninger der får flere borgere til at besøge Kordilgade. Vi kan skabe nogle bedre rammer, men rammerne gør det ikke alene.

Hvad kan vi så gøre:

  • Slipper Der er afsat penge i det kommunale budget til at få gjort noget ved “slipperne”, som er de passager, der leder op til Kordilgade. En modernisering og åbning af disse kan gøre det lettere og mere attraktivt for besøgende, at opdage og handle i Kordilgade. Vi politikere skal bede administrationen om at prioritere dette arbejde, så tiden ikke går med snak, men i stedet med handling.
  • Parkeringspladsen langs Bredgade (også kaldet DDR-parkeringspladsen) Denne parkeringsplads har set jammerlig ud i mange år og der er afsat 10,3 mio. kroner i 2024 (se side 7 af budget 2024) til at få den opgraderet/fornyet. Det er vigtigt, at den designes ordentligt og spændende, så bilister og gående får lyst til at parkere og undersøge området, herunder Kordilgade. Dette arbejde skal også igangsættes hurtigst muligt – men her er arkitekturen vigtig. Parkeringspladsen skal ikke bare “designes” af en kommunal vejingeniør. Der skal inddrages arkitekter, som har erfaring med adfærd og nudging, så handelslivet på Kordilgade understøttes bedst muligt.
  • Med mere Jeg vil som politiker gerne være med til at understøtte handelslivet i Kalundborg og i resten af kommunen, men jeg er ikke ekspert på området. Så har du ideer til, hvordan politikerne kan understøtte handelslivet bedre, så modtager jeg gerne forslag hertil på joah@kalundborg.dk

Dette er politiske/administrative opgaver, som bare skal sættes i gang med det samme! Men selvom dette arbejde udføres til UG-kryds-og-slange hurtigst muligt, så betyder det ikke nødvendigvis flere mennesker i Kordilgade på sigt. Flere skal støtte op…

Handelslivet skal være enige i hele kommunen

Det ville give god mening, at oprette et handelsråd under Kalundborgegnens Erhvervsråd. Jeg er sikker på, at det vil skabe fornyet sammenhængskraft, engagement og muligheder ikke kun for butikkerne i Kordilgade, men også i resten af kommunen.

Det kræver dog, at de eksisterende handelsforeninger, erhvervsrådet og kommunen kan blive enige om struktur og økonomi. Det bliver en svær øvelse. Udgangspunktet må dog være, at et tættere samarbejde kan og skal skabe mere energi og mere interesse for handelslivet.

Jeg er ikke ekspert i handel, men det virker indlysende, at får man nogle gode og engagerede mennesker med i et handelsråd, som brænder for handelslivet, så kan det skabe bedre muligheder. Det er vigtigt, at de mennesker som handelsrådet skal bestå af, selv er klar til at rulle ærmerne op og være aktive og bruge tid på at få missionen til at lykkes.

Og hvad så…?

I Kalundborg har vi haft en tradition for selv at opfinde den dybe tallerken gang på gang. Det mener jeg man skal stoppe med NU.

Kig på hvordan andre kommuner, handelsråd og handelsstandsforeninger har fået succes i resten af Danmark og forsøg at kopiere det. Så er vi allerede kommet langt. 

Forslag: Omfavn BID-konceptet

Når der er styr på handelsrådet, så bør første punkt på dagsordenen være: Hvordan kommer vi videre?

Og det har mange andre handelsstrøg i Danmark vist hvordan man kan gøre, ved at invitere praktiske konsulenter fra BIDdanmark med om bordet. Deres erfaringer ser rigtig gode ud og deres koncept ser godt og gennemarbejdet ud.

Men det koster garanteret penge, at invitere BIDdanmark med ind. Så er det heldigt, at vi har nogle store virksomheder i Kalundborg, som kun kan være interesseret i, at der findes et godt og aktivt handelsliv som er attraktivt for eksisterende og kommende medarbejdere i virksomhederne. Mon ikke en ansøgning til f.eks. LIV I KALUNDBORG-puljen kunne være et sted at starte.

Alle har et ansvar - borgerne, butikkerne, industrien og kommunen. Vi er alle nødt til at tænke på en anden måde nu. De kommuner, hvor det lykkedes, er de kommuner, der får massiv opbakning både kommunalt og fra industrien. Der sker rigtig meget i byen, og vi skal optimere ved at rykke sammen i bussen.

Vi skal stoppe med at give borgerne dårlig samvittighed

Hvert år hører vi slogannet: Hvis ikke du handler i de lokale butikker i dag, så er de væk i morgen.

Og selvom det selvfølgelig er rigtigt, så bør det ikke være de handlendes ansvar, at handelslivet overlever – det er primært handelslivet selv. Det skal være interessant, sjovt og spændende at besøge Kordilgade (og de andre handelssteder i kommunen) – folk skal have en god oplevelse! Så skal folk nok komme igen!

Vi politikere kan være medvirkende til at skabe bedre rammer for den gode oplevelse (gode parkeringsforhold mv.) og handelsrådet kan og skal skabe grobund for liv og aktivitet.

Taler ind i en større debat

Vi ønsker alle, at der er mange spændende arrangementer og aktiviteter i kommunen – og mange ønsker flere end der er i dag. Derfor giver det mening at kigge på, hvordan vi forstår “kultur” og hvordan vi får mere af det.

Mange kritiserer kommunen at være blandt de kommuner i Danmark, der bruger færrest penge på kultur. Og det kan man også sagtens kritisere politikerne for. Nu kunne jeg godt komme med en masse politiske forklaringer om servicerammer, anlægsloft mv., men det får vi bare ikke mere kultur af.

Af grafikken fremgår de ti kommuner, der i 2022 budgetterede henholdsvis flest og færrest penge til kulturområdet pr. indbygger. Kilde: Altinget.dk

Helt grundlæggende, så må og kan kommunen ikke bruge flere penge på kultur uden samtidig at skulle spare andre steder. Derfor er vi nødt til at få mere “kultur” på andre måder.

Jeg er så glad for, at Pernille Hartmann Labusz fortæller til TV-Kalundborg, at Novonesis (tidligere Novozymes) er klar til at støtte op om handelsrelaterede aktiviteter. Det er rigtig godt! Det kan være en god start.

Tidligere har jeg åbent kritiseret Novo Nordisk for ikke at støtte nok op om kulturen i kommunen, men jeg er nok blevet klogere. Jeg tror faktisk ikke det handler om, at Novo Nordisk er uvillig til at bruge penge i Kalundborg og omegn – jeg tror mere det handler om, at vi har en borgmester, som ikke har store (nok) ambitioner på kulturens vegne.

Og med fare for, at de rent faktisk taler om et “Novo Nordisk Science Center” (a la Lego House i Billund) på nogle af de hemmelige møder mellem Novos ledelse og kommunens topfolk, så tror jeg det har lange udsigter med kulturelle fyrtårne i Kalundborg.

Vi kan bare ikke blive ved med at lægge kulturen over på de frivillige. Mange frivillige i hele kommunen bruger mange af deres vågne timer på at lave frivilligt arbejde i foreninger, hvor der arrangeres koncerter, markeder, festivaler og meget mere. Fremadrettet er vi nødt til at finde andre kulturelle løsninger.

Hvad mener du?

Scroll ned på denne side og giv din mening til kende. Hvordan mener du, at man kan få flere til at handle på Kordilgade i Kalundborg?

Ansvarligt budget uden serviceforringelser
Det glæder os at næsten hele kommunalbestyrelsen på trods af...
Styr på vedligehold af Nedre Halleby å
Konsekvenserne af den meget nedbør sidste vinter skal vi tage...
Skal vi stole på Miljøstyrelsen?
På et dialogmøde den 1. maj 2024 blev borgmesteren stillet...

2 Responses

  1. Jeg er en af de personer, der bor nogle få km fra Kalundborg mod Slagelse. Jeg handler sjældent i Kalundborg, da jeg ikke kan få min bagdel hurtig nok ud af byen når jeg har fri fra arbejde ellers kører jeg i kø fra Kalundborg og næsten hele vejen til Svallerup, så så længe der ikke er styr på trafikken, kommer jeg ikke til at handle mere der. Man burde måske ikke kun kigge på byfornyelsen men også på hvornår daginstitutionerne åbner, hvis man åbnede lidt tidligere vil Novo og andre virksomheder også have en mulighed for ligge arbejdstiderne mere fleksible, så alle ikke møder næsten samtidig og skal hjem næsten samtidig.

    1. Kære Lene,

      Tak for din kommentar 👍😊

      Det er svært at gøre noget ved de trafikale forhold på rute 22 og 23, som det er lige nu, hvor ca. 3.500 håndværkere pendler ind for at arbejde hver morgen. Men denne massive indpendling bliver jo ikke ved, så jeg håber at trafikken bliver normaliseret indenfor få år. Det er også svært for kommunen at gøre noget ved da det både rute 22 og 23 er statsveje.

      Så jeg forstår udmærket, hvorfor du handler som du gør. Var det mig ville jeg også bare hurtigst muligt væk fra trafikpropperne.

      Novo Nordisk har flere planer om parkeringspladser udenfor byen – det kommer formentlig også til at hjælpe på trafiksituationen, så du måske igen får lyst/mulighed for at handle i Kalundborg inden du kører hjem.

      De bedste hilsner
      Jonas Anhøj Henriksen

Skriv en kommentar