Dette topmøde på teknik- og miljøområdet er mit tredje af slagsen. De to foregående har været spændende. Hver gang er jeg kommet hjem med ideer og fornyet energi. Det er jeg også sikker på kommer til at ske denne gang når turen går til Sønderborg. Jeg håber du vil følge med.
Onsdag den 12. april

Turen mod Sønderborg

Ankomst til hotellet
Torsdag den 13. april

Løbetur i Sønderskoven

Videre til topmøde

Videre til topmøde
Connie Hedegaard på scenen
Efter velkomsten fra Frederikshavns Borgmester tog konferencier Tine Götzsche ordet og bød velkommen til bestyrelsesformand for Concito, Connie Hedegaard.
Connie Hedegaard lagde ikke fingrene imellem. Hun gjorde opmærksom på, at det som forskere forudså ville ske er præcis det der sker netop nu rundt omkring i verden med tørke, oversvømmelser, vandmangel mv. De såkaldte 100-års-hændelser sker nu langt oftere.
Hun sagde også, at hun var klar over, at mange kommuner stod klar til at løfte deres del af opgaven med at nedbringe CO2-udledningen, men at det stod sløjt til med at staten gav lovmæssige og økonomiske rammer, som muliggjorde arbejdet.

Følgeskab og fællesskab

Folkeoplysning
Snapsetur og naturformidling
Herefter stod den på bustur for mig sammen med mange andre politikere. Turen gik til Kær Vestermark, som er et stort og fredet naturområde i umiddelbar nærhed af Sønderborg by. Selvom jeg meget sjældent nyder alkohol, så fandt jeg ud af, at jeg havde fået tilmeldt mig en snapsetur… Nåh, så tænker du sikkert, hvorfor Kalundborg Kommune sender mig til konference, så jeg kan komme på snapsetur. Godt spørgsmål. Heldigvis var smagsprøverne på de lokale snaps kun en lille del af turen. Det handlede i højere grad om naturformidling.
Naturvejleder Christine Ditlefsen bød os velkommen på Sønderborg Naturcenter. Vi gik ca. 1,5 km rundt på området og Christine fortalte lystigt om biodiversitet, naturformidling, verdensmål, skoletjeneste og meget mere. Undervejs stoppede vi op 4-5 gange, hvor vi hver gang fik lov at smage på snaps, der var lavet af urter og blomster fra naturparken. Vi fik også lov at smage en anden specialitet, nemlig sukkertang-chips.
Christine fortalte, at Sønderborg Kommune rådede over 3 naturcentre. Her var ansat 14 medarbejdere. Administrativt hører naturcentrene ind under kommunens skoleområde. Politikerne havde bestemt, at alle klasser på alle kommunens folkeskoler skulle have mindst 1 naturforløb om året på et af naturcentrene. Så viden om natur var en fast del af undervisningen helt fra 0. til 10. klasse. Fantastisk tilbud.
Fest, underholdning og klimapris
Til disse konferencer/topmøder er der altid fest torsdag aften. Her sidder vi ved langborde, mens der bliver serveret mad og drikke.
Inden der blev serveret mad skulle Kommunernes KLimapris 2023 uddeles. Der var 4 finalister, men det endte med at være Lemvig Kommune, der løb med trofæet. Lemvig Kommune vandt prisen for at opstille solcelle- og vindmølleparker med lokal opbakning. Blandt eksemplerne er Høvsøre solcelleanlæg, hvor Jysk Energi har udviklet en model til at inddrage borgerne ved at tilbyde lokalbefolkningen op til 50 procents ejerskab. Lemvig har formået at kombinere hensynet til natur, klima, mennesker og erhvervsudvikling. Andre eksempler er solcellepark og PtX ved Ramme og Klimaparken Nees Hede.
Overordnet betyder maden jo ikke det store…. Og så alligevel. På grund af topmødets tema (Sammen om den grønne omstilling) havde værterne valgt, at alt hvad vi skulle have at spise var vegansk. Dog blev der også serveret kylling. Det var spændende at smage.
Efter forretten var det tid til aftenens underholdning. Det stod den lokale psykologiske manipulator og illusionist Jan Hellesøe for (kendt fra flere programmer på DR). Det var ganske underholdende – og imponerende, hvordan han kan få folk til at sige de ting han ønsker de skal.
Da DJ’en spillede op til dans og drinksene begyndte at komme på de andre borde, så besluttede vi at sige tak for i aften. Klokken var ca. midnat, da vi var tilbage på hotellet efter en meget pakket dag.
Fredag den 14. april

Igang med dagen
Klima, Energi & Forsyningsminister Lars Aagaard (M)
Lars Aagaard var af KL inviteret til topmødet for at tale om emnet “Sammen om den grønne omstilling”. Lad mig bare fra start konkludere: Det gjorde han virkelig ringe!

Inden en debatten blev han bedt om at holde en lille tale om emnet … og flosklerne og selvfølgelighederne stod i kø:
- Vi har en udfordring med CO2-udledning
- Vi skal tage klimakrisen alvorligt
- Vi skal samarbejde om at løse udfordringerne (stat og kommuner)
Åhhh, hvor var det kedeligt! Og det blev ikke meget bedre da det kom til debatten.
På samme konference i 2022 fik Kåre Dybvad Bek spørgsmålet om han ville gå tilbage i regeringen og forenkle reglerne, som kunne gøre det lettere og mindre bureaukratisk for kommunerne, at opsætte solceller på kommunale bygninger. Hans svar var dengang, at det kunne kommunerne da også i dag… Hvilket affødte et stort grin og buh-råb fra salen. Han lovede dengang at gå hjem og kigge på det.
Surprise… Intet er sket siden!
Nu har Lars Aagaard overtaget stafetten i regeringen på klima- og energiområdet. Så Tine Götzshe stille selvfølgelig ham samme spørgsmål.
Lars Aagaard gav nøjagtig samme svar som Kåre Dybvad Bek gjorde i 2022 og det affødte nøjagtig samme reaktion – de fleste af dem i salen havde jo også været til stede i 2022.
Så håbet er stort for, at staten kommer ind i kampen og gør det lettere for kommunerne, men indtil videre føler kommunerne sig ignoreret. Det har Lars Aagaard ikke gjort noget for at bløde op på, desværre.

Solceller på kommunale tage

Udtagning af lavbundsjorde
Stafetten givet videre
Årets Teknik- og Klima Topmøde lakkede mod enden. I den forbindelse er der tradition for at give stafetten videre til den kommune, der skal afholde topmødet i 2024. Det blev Københavns Kommune.

Turen går mod Sjælland
Træt og fuld af tanker og ideer til det fortsatte politiske arbejde.
Men det er en hård omgang. Der er ingen fritid – det er et ekstremt pakket program. Jeg var glad for, at jeg nåde at løbe en tur i Sønderskoven og se en smule af området.
Har du spørgsmål eller kommentarer til mit politiske arbejde i Kalundborg Kommune, så er du altid velkommen til at kontakte mig på joah@kalundborg.dk
Tak fordi du fulgte med!