Indlæg af Jonas Henriksen

Mit første år som kommunalpolitiker

2022 var mit første år som kommunalpolitiker i Kalundborg Kommune. Det var med en vis ærefrygt og ærbødighed, at jeg kastede mig ud i opgaven. Men opgaven har været langt mere givende og interessant end jeg havde turde håbe på.
Picture of Jonas Henriksen

Jonas Henriksen

Kommunalpolitiker i Kalundborg Kommune

Vidste jeg hvad jeg gik ind til, da jeg skrev mig op som kandidat til Kommunalvalget i november 2021? Nej, slet ikke! Det er nok ligesom at blive forældre for første gang; Man lærer hen af vejen.

Fra tilskuerplads til egen stol

Det første møde i kommunalbestyrelsen var ny oplevelse. Jeg var vant til at sidde på tilskuerpladserne, men nu stod mit navn pludselig udfor en af de 27 faste pladser i hesteskoen i Rådhussalen. Det var her det gik op for mig, at jeg nu repræsenterede de omkring 50.000 borgere i Kalundborg Kommune. Jeg mærkede ansvaret tynge på mine skuldre.

Jeg havde kun basal viden om folkeskole, klima, veje, kultur, børn, sundhed, ældre, handicappede og mange af de andre emner vi tager beslutninger om som lokalpolitikere. Puha, hvordan skulle jeg kunne tilegne mig så meget ny viden, så jeg kunne være med til at tage de rigtige beslutninger?

Føler mig hjemme i Teknik- og Miljøudvalget

Selvom jeg på kommunalbestyrelsesmøderne er med til at træffe beslutninger i sager, som dækker alle områder, så er jeg blevet meget mere fortrøstningsfuld i forhold til arbejdet. Sagerne har jo været behandlet i udvalgene inden vi ser dem i kommunalbestyrelsen – og så har jeg en tro på, at de andre engagerede politikere sammen med de dygtige medarbejdere, har fundet de rigtige løsninger.

Selv fik jeg plads i Teknik- og Miljøudvalget, som jeg havde ønsket. Det var det helt rigtige udvalg for mig. Det er det udvalg, hvor man kommer i kontakt med flest borgere. Henvendelserne er både positive og negative:

  • Huller i veje, fortove og stier
  • Gadelys, der ikke virker
  • Finde den rigtige færgeløsning til Sejerø og Nekselø
  • Nye cykelstier og veje
  • Nye lokalplaner, som muliggør opførelse af boliger, industri og erhverv
  • Nye vindmøller, solcelleparker, brintanlæg mv.

Det betyder bl.a. at jeg deltager i en masse borgermøder rundt i hele kommunen. Det holder jeg rigtig meget af. At tale med lokale borgere, se deres engagement og hjælpe dem til at finde løsninger – eller blot være den person, som får dem til at føle sig hørt.

Noget af det mest spændende ved at sidde i Teknik- og Miljøudvalget er, at komme til KL's konferencer to gange om året. Her taler vi med politikere fra andre kommuner. Der er også spændende foredrag, workshops og ekskursioner. Det får jeg rigtig meget ud af.

Siger kun noget når jeg synes det er vigtigt

Kommunalbestyrelsesmøderne bliver live-streamet på WebTV. Jeg er derfor meget bevidst om kun at byde ind i en debat, hvis jeg synes jeg har en vigtig pointe. Det er vistnok kun sket et par gange i løbet af mit første år som kommunalpolitiker.

Den ene gang står meget tydeligt for mig. Det handlede om opførelsen af en bro, hvor jeg ikke var tilfreds med processen – og hvor jeg mente, at man havde spildt 3,5 mio. kroner. Selvom Kalundborg Kommune har en fornuftig økonomi, så skal vi ikke smide om os med penge, hvis det ikke er nødvendigt. Det var jeg nødt til at rejse mig op og sige noget om til et møde i kommunalbestyrelsen.

Jeg vidste meget om sagen og havde en meget klar holdning. Derfor var jeg også tryg ved at rejse mig op og tale foran kommunalbestyrelsen.

Mere indflydelse end jeg havde forventet

Med en baggrund som tidligere formand for lokalrådet i Gørlev, så vidste jeg allerede inden jeg blev valgt, hvilken retning jeg ville tage, hvis jeg skulle være så heldig at komme i kommunalbestyrelsen. Jeg bryster mig stadig af fortrinsvist at være politiker for landdistrikterne i vores kommune.

Jeg blev glædeligt overrasket af at finde ud af, at jeg faktisk kan påvirke den måde administrationen arbejder til glæde for borgerne på landet.

Her kan du læse mere om to ting jeg har fået gennemført.

Lokalrådene skal have besked om nye anlæg, der påvirker livet lokalt

Jeg har oplevet det selv: Pludselig går et lokalt anlægsarbejde i gang uden lokalrådet er blevet orienteret om hvad arbejdet går ud på og hvor længe det skal stå på. Det ville jeg gerne have lavet om.

Derfor foreslog jeg, at lokalrådene altid skulle orienteres ved større anlægsprojekter i deres område.

Grunden til, at det er en ‘orientering’ og ikke en ‘høring’ er, at vi i Teknik- og Miljøudvalget har særligt fokus på, at få gennemført projekterne så hurtigt som muligt. En høring vil udsætte igangsættelsen af arbejdet.

Orienteringen giver de lokale folk mulighed for at påpege elementer i projektet, som er uhensigtsmæssige i forhold til, hvordan livet leves lokalt. Så kan projektet måske tilpasses en smule inden udførelse.

Orienteringen giver også lokalrådet mulighed for at orientere lokalbefolkningen om arbejdet.

Læs mere

Mulighed for påbud om kantskæring ved stier, fortove og veje

Det er vigtigt, at borgerne kan færdes trygt på kommunale veje, fortove og stier i hele kommunen. Men hvad nu hvis et træ på privat grund vokser ud og ødelægger asfalt eller fliser og dermed gør den farlig at færdes på?

Netop dette oplevede jeg i mit lokalområde i 2021. Her var en ældre kvinde faldet fordi en rod var vokset ud under en sti og havde givet en markant forhøjning i asfalten. Hun faldt så uheldigt, at hun blev blind på det ene øje – og dette må selvfølgelig ikke ske.

Jeg vidste, at kommunen kan give borgere påbud om beskæring af træer, hvis renovationen (skraldebiler) ikke kan komme forbi. Derfor foreslog jeg, at kommunen skulle kunne give samme påbud til boligejere om at kantskære langs veje, stier og fortove, hvis der var risiko for, at deres træer eller hække ville vokse ud og ødelægge overfladen.

Det blev gennemført.

Note: Det er altid kommunens ansvar, hvis en borger kommer galt afsted på et offentligt areal, hvis grunden er, at stien/fortovet/vejen er misligholdt. 

Læs mere

Det kan måske se ud som småting, men det kan have stor betydning for mange.

At være kommunalpolitiker kræver tålmodighed

Da jeg var formand for lokalrådet i Gørlev, så var jeg vant til at få tingene til at ske i mit eget tempo – dvs. hellere i dag end i morgen. Sådan er det ikke helt i kommunalpolitik.

Jeg var selv af den opfattelse, at når jeg kom i kommunalbestyrelsen, så skulle der mere fart på. PS. Det er grunden til billedet øverst i dette indlæg.

Men da jeg først var valgt ind fandt jeg ud af, hvorfor tingene tager tid. Der er tre årsager:

  1. Måden vi politikere arbejder på er reguleret af statslig lovgivning
  2. Alt arbejde skal være grundigt og overholde alle regler
  3. Der er UTROLIG mange opgaver i en kommune, så der er meget at holde styr på

Der foregår virkelig mange ting hele tiden og jeg har fået endnu mere respekt for alle kommunens medarbejdere uanset hvorhenne de er i organisationen.

Min mission: At kommunikere bedre med og til borgerne

Borgerne har ofte den antagelse, at når det har med kommunen at gøre, så tager det lang tid. Men jeg tror det handler om kommunikation. Borgerne bliver ikke informeret godt nok om det arbejde, der ligger bag en given sag eller projekt.

Så jeg har gjort det til min mission, at kommunikere med så mange borgere som muligt. Derfor tager jeg rundt til lokale møder i hele kommunen, taler i telefon og svarer på mails til alle der måtte have et spørgsmål.

Det er ikke alt jeg kan svare på, men så kan jeg næsten med sikkerhed henvise til nogen der har svarene.

Ikke for pengenes skyld

Som kommunalbestyrelsesmedlem får man penge for de udvalg og bestyrelser man sidder i. Der er et grundvederlag for at sidde i Kommunalbestyrelsen og så noget ekstra for hvert udvalg/bestyrelse.

Jeg sidder kun i Kommunalbestyrelsen og Teknik- og Miljøudvalget – det får jeg ca. 6.500 kr. udbetalt for om måneden. Set i bakspejlet, så er jeg glad for, at jeg ikke sidder i flere udvalg eller bestyrelser – jeg synes der er meget at se til i Teknik- og Miljøudvalget.

Der er også underudvalg til Teknik- og Miljøudvalget. Her sidder jeg i Landliggerudvalget, Det Grønne Dialogforum og Grundvandsrådet. At deltage i disse udvalg giver ikke ekstra vederlag.

Politik laves mens man er social

Efter hvert møde i Kommunalbestyrelsen er der tradition for at spise sammen. Det er Marianne Madsen og hendes dygtige folk fra Medborgerhuset, der laver mad til os.

Over den gode mad bliver der talt om politik og alt muligt andet.

kalundborg-raadhus-reception

Det overraskede mig, hvor meget politik der egentlig bliver lavet, når vi sidder og spiser eller er på vej til/fra kantinen. Den gode stemning gør folk mere åbne for dialog – det er dejligt at opleve.

Når jeg skriver “lave politik”, så handler det om emner eller problemstillinger. Kan man finde et fælles ståsted og skabe et flertal i kommunalbestyrelsen, så er det jo politik.

Et af de mest spændende møder jeg har haft foregik på en café i Slagelse. Her sad jeg og nød min mad da et andet medlem af kommunalbestyrelsen tilfældigt kom forbi. Det endte med, at vi sad og talte sammen i ca. 20 minutter om et bestemt emne, hvilket førte til et godt samarbejde og politiske drøftelser efterfølgende.

Ser frem til arbejdet de næste 2,5 år

Selvom jeg stadig betegner mig selv som “grøn politiker”, så betyder det ikke, at jeg er konservativ. Heldigvis har jeg fundet ud af, at partifarve betyder uendelig lidt i kommunalpolitik da vi i princippet alle sammen brænder for at gøre det bedst muligt for Kalundborg Kommunes borgere og virksomheder.

Jeg ser frem til arbejdet de næste 2,5 år og jeg håber at tale med rigtig mange borgere for at høre hvad de synes kunne gøre vores kommune til et endnu bedre sted at bo og arbejde.

 

Ansvarligt budget uden serviceforringelser
Det glæder os at næsten hele kommunalbestyrelsen på trods af...
Styr på vedligehold af Nedre Halleby å
Konsekvenserne af den meget nedbør sidste vinter skal vi tage...
Skal vi stole på Miljøstyrelsen?
På et dialogmøde den 1. maj 2024 blev borgmesteren stillet...

Skriv en kommentar