Kalundborg Kommune tilbyder i dag en lang række indsatser, som målretter sig mod erhvervslivet. Det er gode indsatser med et meget specifikt fokus. Udfordringen kan dog være, at disse indsatser ikke er samlet under en erhvervsstrategi, hvilket gør det svært at skabe et fuldt billede af kommunens ambitioner på erhvervsområdet.
I dag er Kalundborg Kommunes ambitioner på erhvervsområdet nævnt i Udviklingsstrategien, som blev vedtaget i 21. juni 2023.
Erhvervsudvikling, Arbejdskraft og Uddannelse
Erhvervslivet spiller en stor rolle for kommunens udvikling, og skal ses i sammenhæng med arbejdskraften, uddannelsesinstitutionerne, og de muligheder for placering som virksomhederne efterspørger. Virksomhedernes produktivitet hænger tæt sammen med arbejdskraftens kvalifikationer og kompetencer. For borgeren giver uddannelse adgang til job og fællesskaber. Uddannelse er med andre ord et centralt element i en bæredygtig erhvervsudvikling.
Klik her for at læse hele Kalundborg Kommunes Udviklingsstrategi
Det er en god Udviklingsstrategi, som Kalundborg Listen selv har været med til at stemme for. Nu foreslår vi, at vi står samlet i kommunalbestyrelsen om at fokusere indsatserne endnu mere på erhvervsområdet ved at udvikle en egentlig Erhvervsstrategi med klare mål, ansvar, handleplaner og opfølgning.
Hvad gør vores nabokommuner anderledes?
Vores nabokommuner har alle udarbejdet erhvervsstrategier, som tager udgangspunkt i deres individuelle styrker.
Der ligger et omfattende arbejde bag at ligge bag at udvikle en erhvervsstrategi.
Det er tydeligt at se, at strategierne fra vores nabokommuner, er blevet udviklet i samarbejde med virksomheder, uddannelser, skoler mv. Det er meget komplette dokumenter, som sætter tydelige mål og retning.
Disse kommuner har formået, at få erhvervslivet til at føle ejerskab for den udvikling på erhvervsområdet man i fællesskab har formuleret. Det er et stærkt arbejde, som forpligter.
Hvad vil Kalundborg Kommune kunne få ud af en Erhvervsstrategi?
Ved at invitere virksomhederne med ind i arbejdet om en erhvervsstrategi sikrer kommunen et mere værdifuldt resultat. Kigger man overordnet på erhvervsstrategierne fra vores nabokommuner, så har de formuleret stort set samme opskrift på succes indenfor udvikling af erhvervsområdet: politisk vedtaget strategi, klare mål, konkrete indsatser, én indgang for virksomheder, stærk inddragelse af uddannelser og erhverv – og en plan, der bliver ført ud i livet, ikke bare en vision der ligger i skuffen.
Kalundborg kan gøre noget lignende. Men med vores egne styrker og muligheder.
Hvilke konkrete resultater vil en erhvervsstrategi kunne have i Kalundborg Kommune?
- Overordnet erhvervsstrategi med mål, tidsplan og ansvar
- Samlet plan for rekruttering, opkvalificering og unge/uddannelse
- Ramme for et forpligtende samarbejde mellem virksomheder, skoler og uddannelser
- En erhvervsservice-model med “én indgang” og faste servicegarantier
- Strategisk understøttelse af landbruget
- Politisk forankret model for dialog med virksomheder (ikke kun ad-hoc høringer)
- Opfølgning på erhvervsvenlighed eller beskæftigelsesvækst
Bred politisk enighed om ambitioner for erhvervslivet
Det er klart, at skal der igangsættes et arbejde med at udarbejde en erhvervsstrategi for Kalundborg Kommune, så kræver det et bredt politisk flertal i kommunalbestyrelsen. Vi skal kigge hinanden i øjnene og være enige om, at en mere fokuseret indsats indenfor erhvervsområdet vil føre til bedre erhvervsvenlighed, vækst og bosætning.
Vi tror det er vigtigt, at Kalundborg Kommune udvikler en strategi med en klar ambition. Den kunne f.eks. være:
“Kalundborg Kommune skal i 2030 være blandt de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark.”
Denne ambition kan selvfølgelig ikke stå alene – den skal følges op med konkrete mål.
Hvilke mål skal strategien sætte?
En bredt funderet gruppe, skal komme med input til de overordnede anbefalinger til arbejdet med en erhvervsstrategi. Arbejdsgruppen bør funderes bredt og være med repræsentanter fra industri, SMV’er, landbrug, uddannelser, skoler, store arbejdspladser og sociale virksomheder.
Man kunne forestille sig, at nogle af målepunkterne i en erhvervsstrategi/handlingsplan kunne være:
- Virksomhedernes vurdering af kommunens erhvervsvenlighed (Dansk Industri)
- Fremgang i privat beskæftigelse
- Antal unge, der søger lære- og praktikpladser i lokale virksomheder
- Sagsbehandlingstider og myndighedsservice
- Samarbejde mellem skoler og erhverv
- Antal af borgere der går fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse
- Antal nye iværksættere og vækstvirksomheder
Hvad siger virksomhederne om erhvervsvenligheden i dag?
Det er ikke nogen hemmelighed, at der er plads til forbedring i de svar der gives til Dansk Industri, når de hvert år undersøger de danske kommuners erhvervsvenlighed.
Er det så et retvisende billede? Mange vil nok sige nej fordi kommunernes udgangspunkt indenfor industri, erhverv, kultur, demografi osv. er meget forskellige. Men det betyder jo ikke, at vi ikke skal stræbe efter at blive bedre på alle parametre sammenlignet med vores nabokommuner. DI’s erhvervsvenlighed har sikkert også en betydning for, hvor virksomheder vælger at etablere sig – altså vil en bedre score på erhvervsvenlighed også positionere Kalundborg Kommune bedre i konkurrencen om nye virksomheder.
Hvad siger erfaringerne fra vores nabokommuner om, hvad der kan medvirke til at styrke erhvervsvenligheden:
- Én indgang til kommunen for virksomheder
- Fælles servicekodeks og hurtigere sagsbehandling
- Opsøgende erhvervsdialog og fast kontaktperson
- Styrket rådgivning for SMV’er, iværksættere og landbrug
- Strategisk samarbejde om arbejdskraft, rekruttering og fastholdelse
Derudover kunne erhvervsstrategien også samle de nuværende strategiske indsatsområder:
- Grøn innovation, cirkularitet og lokal værdikæde-udvikling
- Netværk, vækstforløb, digitalisering og lokal arbejdsstyrke
- Grøn omstilling, energi, jordbrugsteknologi, afsætning & agro-turisme
- Skole/virksomhedssamarbejde fra 6. klasse → uddannelse → læreplads → job
- Stærkere destinationsudvikling og synlig branding
- Offentlig–privat erhvervsudvikling og jobskabelse
Hvad med Kalundborgegnens Erhvervsråd?
I forbindelse med udviklingen af en erhvervsstrategi for Kalundborg Kommune vil der formentlig skulle kigges på indholdet af den partnerskabsaftale kommunen har med Kalundborgegnens Erhvervsråd.
Vi lægger ikke op til, at erhvervsrådets økonomiske rammer sænkes. Den erhvervsservice erhvervsrådet yder i dag er uvurderlig for mange SMV’er, så det foreslår vi ikke, at der nødvendigvis pilles ved.
Erhvervsrådet skal selvfølgelig inkluderes i arbejdet med en erhvervsstrategi. Deres input vil være afgørende for, hvordan de igangværende indsatser samles og styrkes. Og ingen tvivl om, at Kalundborgegnens Erhvervsråds fortsatte indsats indenfor rekruttering, erhvervsservice mv. vil og skal fortsætte – også med en erhvervsstrategi.
Støtter du forslaget om, at der skal indgås dialog om en erhvervsstrategi i Kalundborg Kommune?
Du er velkommen til at gemme et af disse billeder og dele det på sociale medier.